Hent sidens tekst som printvenlig pdf
”Musik med afstand” – Det er forår, solen skinner
Om sangen
Det er forår, solen skinner’ er en forårssang af Jørgen Andresen og Ib Thorben Jensen.
Sangen fortæller i et lettilgængeligt og billedligt børnesprog om nogle af de ting, der sker,
når det bliver forår, og naturen vågner op.
Fordi teksten er så ligefrem i sine beskrivelser, er den velegnet at supplere med billeder eller tegninger. Det giver os mulighed for at bruge nye metoder i indstuderingen.
Indstudering
Start med 1. vers. Find billeder, der passer sammen med teksten; ca. et billede pr. linje. Disse billeder lægges ud på gulvet, og eleverne skal nu ”samle puslespillet” ud fra underviserens foresyngning. Syng en linje – find det matchende billede – syng forfra men syng nu to linjer – find det matchende billede osv., til alle billeder er sat i rigtig rækkefølge.
Lad eleverne synge med og brug billederne til at huske teksten.
Formhøring: tegn streger i luften for hver af versets linjer, så eleverne får bevidstheden om, at verset er sammensat af 4 linjer = 4 billeder, samt hvor linjerne skifter.
Forslag til aktiviteter
På løb i naturen:
Underviseren placerer billederne på skolens område i en blandet men fastlagt rækkefølge; gerne med tal på i den rækkefølge, billederne ønskes fundet. Billederne kan hænge et sted, hvor den fastlagte rækkefølge giver sig selv, men de kan også placeres væk fra hinanden, så eleverne skal bruge et kort over skolens område med posterne indtegnet og angivelse af posternes rækkefølge.
Eleverne sendes nu afsted enkeltvis med papir og blyant for at finde den rigtige kombination. F.eks. kan post 1 være billedet med violer (”solen skinner på violen”). Eleven skal nu synge sangen og tælle linjer for at afgøre, hvilken linje i verset billede 1 repræsenterer; i dette tilfælde versets 3. linje. Eleven noterer ud fra ’post 1’ på papiret derfor et 3-tal.
Når alle billederne er sat i rækkefølge, er løbet slut, og eleverne løber tilbage til samlingsstedet, hvor den rigtige rækkefølge afsløres. Syng herefter sangen sammen i den rigtige rækkefølge.
Solfa-overstemme:
Sangen fungerer godt sammen med den meget benyttede solfa-stemme, der af nogen kaldes ”rebue-stemmen” (MI – FA – SO-FA-MI).
Del klassen op i to og lad den ene halvdel synge melodien, mens den anden halvdel synger solfa-stemmen – gerne suppleret af håndtegn.
Øvrige udvidelsesmuligheder
Udvid sangen til at have alle 4 vers med.
Syng andre sange med ”regnbue-stemmen” (F.eks. ’Se min kjole’, ’Stop den lille kænguru’, ’I en skov en hytte lå’, ’Fætter Mikkel’, ’Pippi Langstrømpe’, ’Idas sommervise’ – og mange flere!)
Tegn jeres egne tegninger ud fra teksten.
Tip!
Det er altid en god idé at kombinere ny-indstudering af sange med bevægelse; enten i form af trin, en dans, bodypercussion eller som i dette forslag; et løb i naturen.